Klubmestre 2024
Så er det afgjort, hvem der er de hurtige barske i skoven 2024. Årets klubmestre løb sig til sejr i Gyttegård den sidste søndag i september.
Hædringen fandt sted med kagebord i klubhuset.
Fynsmesterskab lørdag d. 9. november
De flinke folk fra Odense Orienteringsklub inviterer til Fynsmesterskab lørdag d. 9. november. Har man tid og lyst, er der desuden mulighed for at deltage til mesterskabsfesten om aftenen. Se mere om baner, tilmelding og andet praktisk i indbydelsen.
Vi skal til klubmesterskab i Gyttegård
Som tidligere annonceret afholdes årets klubmesterkskab 29. september i Gyttegård.
Læs invitationen her
Følgende er banefordelingen i forhold til aldersklasser:
Bane 1: H21, H20, H18
Bane 2: H40, D21, D20, D18
Bane 3: H50, D40, H16
Bane 4: H60, D50, D16
Bane 5: H70, D60
Bane 7: H14, D14
Bane 9: H12, D12
Bane 10: H10, D10
Man må gerne deltage uden for klasserne på den bane, man ønsker.
Husk at der er kage og fejring af klubmestre i klubhuset i umiddelbar tilknytning til løbet. Her er det også muligt at bade.
Vi skal på klubtur til Bornholm
Årets helt store klubtur går til Bornholm, hvor vi vil deltage i Höst Open 25-27. oktober.
Vi har lejet en hytte med god plads til klubhygge. En super mulighed for fine løb og rart samvær for både nyere og mangeårige medlemmer.
Se indbydelsen.
Instruktion træningsløb onsdag 28. august og spisning
Onsdag d. 28. august er Lars Thestrup arrangør af vores træningsløb. Alle er velkomne. Nybegyndere vil få særlig hjælp.
Bemærk desuden at der er mulighed for gratis fællesspisning for medlemmer. Tilmelding til Inger på sms 2145 0382, hvis du ikke allerede er tilmeldt.
Lars har lavet instruktion til de mere rutinerede:
Denne gang skal der løbes samme bane og poster flere gange, men på forskellig måde. Formålet er for dig at finde ud af hvor din styrke er. På den måde kan du fastholde og træne det som du er god til, samt træne og blive bedre i det som du er knapt så god til.
Banerne er delt op i Sort og Blå bane, samt en Hvid bane. Den hvide bane er som du kender det let orientering og fra start til mål.
Forskellen på Sort og Blå er længden samt den fysiske udfordring, de skal dog løbes på samme måde.
Første gennemløb er med et markeret højre vejvalg og andet gennemløb er med et markeret venstre vejvalg. De markerede vejvalg er lagt ud fra; enkle teknikker og via liniære ledelinier kontra vejvalg gennem terræn med brug af kompas/kurver o.lign. Efter to gennemløb er du måske frisk på en tredje tur, som du selv lægger planen for.
Efter to eller tre gennemløb har du forhåbentlig en god fornemmelse af, hvor du skal lægge din træningsindsats frem mod DM Lang til september.
De som løber Hvid bane kan også udfordre sig selv ved at følge diget mellem post 2 og 3, og igen ved at springe post 7 over og enten det ene eller den anden vej til post 8.
Det anbefales at løbe i lange bukser og at snøre sine sko grundigt, hvis man vil have dem med hjem.